Velkommen til fjerde udgave af Afrika-brevet, en samling små analyser, omtaler og anbefalinger.
Det er alt, alt, alt, alt for lang tid siden sidst. Faktisk to måneder. Heldigvis er der en god forklaring: Jeg har vekslet min freelanceaftale med Danwatch til en fast kontrakt. Det betyder mindre tid til at skrive Afrika-breve, men til gengæld meget mere tid til at lave min egen Afrika-journalistik.
På to måneder er der sket meget på kontinentet. Selvom jeg har udeladt en del ting, jeg egentlig gerne ville have haft med, bliver det altså en længere omgang. Oprindeligt er brevet tænkt som en forholdsvis kort opsamling på aktuelle Afrika-historier, men indtil jeg får skruet op for antallet af udgivelser, må det være sådan. Jeg håber, det går.
- Oscar Rothstein, idéhistoriker og journalist.
mail@oscarrothstein.dk, oscarrothstein.dk
VIGTIGST
Etiopien 🇪🇹 Da der udbrød krig i Tigray i november sidste år, stod kampene mellem Tigray Defense Forces (TDF) og Ethiopian National Defense Force (ENDF) – mellem den tigrinske befrielsefront og premiereminister Abiy Ahmeds føderale styrker. Ni måneder senere har vi ikke længere at gøre med en tofrontskrig. Soldater fra Eritrea og militser fra Amhara-regionen har kæmpet på ENDFs side i månedsvis, og nu har en række regionale styrker fra rundtomkring i Etiopien sluttet sig til dem. Fra Sidama, Benishangul-Gumuz, Somali, Harari, Gambela, Oromo, Dire Dawa og Southern Nations, Nationalities and Peoples (ja, sådan hedder en af Etiopiens ti regioner).
Mens det forlyder, at TDF er rykket ind over grænsen til Afar-regionen, står det altså klart, at kampene i Tigray er ved at udvikle sig til en regulær borgerkrig. Det er dog næppe sådan, at de enkelte regioner træder ind i Tigray-konflikten på eget initiativ. Mobiliseringen skal snarere ses som et udtryk for, hvor presset Abiy Ahmed efterhånden er. Tidligere på sommeren mistede hans soldater kontrollen over Mekelle, Tigrays hovedstad, og siden har tigrinerne haft den klare overhånd.
Imens fortsætter lidelserne for de mange nødstedte civile.“Der er ingen sult i Tigray”, sagde Abiy Ahmed, da han den 21. juni fik stukket en BBC-mikrofon i hovedet ved et valgsted i Addis Ababa. Det er løgn, en ond, ond løgn. Ifølge FN lever 400.000 mennesker, heraf mange børn, i en hungersnød-lignende tilstand. Og i alt har 4.8 millioner brug for akut nødhjælp.
Læs mere hos DW
Mozambique 🇲🇿 Kampen mod islamistiske oprører i Cabo Delgado-regionen er trådt ind i en ny fase. Fra begyndelsen har FRELIMO, Mozambiques regeringsparti siden selvstændigheden i 1975, vægret sig ved udenlandsk hjælp, men efterhånden er krigen internationaliseret som få andre. Både EU og Portugal har træningsmissioner i landet. Tidligere på året havde USA det samme. Rwanda (hvis intervention muligvis er finansieret af Frankrig) har sendt 1000 mand afsted, og nu tager et bidrag fra SADC – Southern African Development Community – form. Sydafrika, Botswana, Angola, Zimbabwe og Tanzania forventes at deltage.
Der er konsensus om, at FRELIMO har brug for hjælp. Siden 2017 har over 3000 civile mistet livet, og mere end én million er på flugt. Mozambiques nationale politi- og sikkerhedsstyrker magter tydeligvis ikke opgaven. Men flere iagttagere peger samtidig på, at den øgede militarisering er dybt risikabel. Kampene vil eskalere; hvordan undgår det at ramme den allerede udsatte lokalbefolkning? Og hvordan sikres det, at de mange forskellige tropper – alle rundet af hver deres traditoner og underlagt hver deres kommandoer – overholder samme menneskerettighedsstandard?
Udviklingen er i hvert fald en anledning til at understrege Cabo Delgado-konfliktens velsagtens vigtigste pointe. Problemets kerne – og dermed formentlig også dets løsning – er og bliver lokalt. FRELIMOs militære partnere er i landet, fordi de frygter, at Mozambique udvikler sig til et brohoved for transnational jihadisme. Det er legitimt, men hverken os, der forsøger at analysere situationen, eller dem, der forsøger at bekæmpe den, må glemme, hvad vi har med at gøre: en forarmet region, der i årtier, trods sin enorme gasreserve, har været plaget af arbejdsløshed, fattigdom, rettighedskrænkelser, ulighed, lavt uddannelsesniveau, sult og korruption, og en gruppe mennesker, især yngre mænd, der af den grund ser den mozambiquanske stat som en fjende. Med andre ord: så længe der ikke tages hånd om Cabo Delgados socioøkonomiske udfordringer, nøjes enhver militærintervention med at være symptombehandling.
Læs mere hos The Guardian
Sydafrika 🇿🇦 Butikker plyndret, veje blokeret, biler i brand og militær i gaderne. 300 døde, endnu hundredevis anholdte og ødelæggelser til en værdi af intet mindre end næsten 3.4 milliarder dollars. Den seneste måned har været Sydafrikas heftigste siden Apartheid-tiden. Det er let at være alarmist. De voldsomme optøjer vidner om et land i veritabel krise, og om en befolkning, der har fået nok. Statsfinanserne er tynget med tung gæld. Korruption fortsætter med at klæbe sig til beslutningstagerne. Den økonomiske ulighed er blandt verdens højeste. Arbejdsløsheden har rundet 32% – blandt de 15-34-årige er man helt oppe på 46.2%. Fødevarepriserne er skudt i vejret med omfattende sult til følge. Og der er ingen udsigt til pandemiens ende, endsige en nogenlunde holdbar håndtering af den.
Når alt dette er sagt, er det dog vigtigt at huske på, hvad der i første omgang sendte folk på gaderne. I begyndelsen af juli blev eks-præsident Jacob Zuma idømt 15 måneders fængsel for ikke at ville vidne for den kommission, der skal afdække systematisk svig i løbet af hans ni år på posten. For mange var det en styg hån mod en af regnbuenationens frihedshelte – Zuma sad fængslet på Robben Island sammen med Nelson Mandela – men ikke for folk, der bekymrer sig om det sydafrikanske demokrati. For dem var det en historisk sejr.
Vi har at gøre med et paradoks. Den dom, der førte Sydafrika ud i en sump af lovløshed, var netop et bevis på, at landet, under Zumas efterfølger, Cyril Ramaphosa, er engageret i en regelbaseret orden.
Læs mere hos Financial Times
VIGTIGT
Elfenbenskysten 🇨🇮 I juni vendte eks-præsident Laurent Gbagbo hjem til Elfenbenskysten efter næsten ti år i Frankrig. Den 74-årige historieprofessor drog i eksil efter et kontroversielt præsidentvalg i 2010, hvor både han og modstanderen Alassane Ouattara, landets nuværende præsident, mente, de havde vundet.
Læs mere hos Al Jazeera
Eswatini 🇸🇿 Efter 48 års enevælde bliver kongefamilien i Eswatini for første gang udfordret af bred, folkelig opstand. Det lille land i det sydlige Afrika er blandt verdens fattigste med seks ud af ti, der lever for under én dollar om dagen.
Læs mere hos Danwatch
Algeriet 🇩🇿 Det algeriske folk fik afsat præsident Abdelaziz Bouteflika i 2019, men deres tillid til deres politikere kan stadig ligge på et meget, meget lille sted. Det blev understreget ved et parlamentsvalg i juni. Valgdeltagelsen? sølle 23%.
Læs mere hos Bloomberg Africa
Malawi 🇲🇼 Sidste år blev Malawi fremhævet som et demokratisk mønstereksempel (jeg skrev selv om det for Zetland). Men efterhånden har præsident Lazarus Chakwera formøblet sin opsparede goodwill. Senest ved at flyve med sin familie til London for at deltage i en….videokonference.
Læs mere hos BBC Africa
Tanzania 🇹🇿 Freedom Mbowe, leder af oppositionspartiet Chadema, er blevet anholdt i byen Mwanza. Myndighederne anklager ham for “terror-relaterede” forbrydelser, mens kritikere af regeringspartiet CCM advarer om, at Tanzania fortsætter ned ad den autoritære vej, som nu afdøde John Magufuli slog ind på under sit præsidentskab.
Læs mere hos Al Jazeera
Burkina Faso 🇧🇫 Islamistiske oprører vinder fortsat frem i det vestafrikanske land. 500 civile har mistet livet siden årsskiftet, og nu er forsvarsminister siden 2019, Cheriff Sy, blevet afsat. I stedet overtager præsident Roch Marc Christian Kabore selv posten.
Læs mere hos Reuters
ANBEFALINGER
Den Centralafrikanske Republik 🇨🇫 Man har længe vidst, at russiske lejesoldater er aktive i Den Centralafrikanske Republik. Men præcis hvor, hvordan, hvorfor og med hvilke konsekvenser? Reportage fra minebyen Bambari.
Læs mere hos CNN
Demokrati. Mange politikere og analytikere – både i og uden for kontinentet - har tendens til at forstå Afrikas store ungdom som en kilde til ustabilitet. Politolog Zachariah Mampilly argumenter for, at det er lige omvendt: de yngste generationer er en demokratisk mulighed. Måske Afrikas eneste.
Læs mere hos Foreign Affairs
Zambia 🇿🇲 Den første præsident i Zambia, Kenneth Kaunda, er død. KK, som han blev kaldt, sad ved magten i 27 år og er kendt som en af det postkoloniale Afrikas allervigtigste skikkelser. Grieve Chelwa, politisk økonom og Kaundas landsmand, gør hans arv op.
Lyt hos EQUALS
Covid. Under påskud af pandemien har en række afrikanske stater modtaget forskellige former for hjælpepakker fra det internationale samfund. En undersøgelse af pengestrømmene i Ghana, Sydafrika, Mali og Mozambique viser, at store summer ikke er gået til de tiltænkte formål.
Læs mere hos ZAM Magazine
Paternalisme. Jeg vil nøjes med et citat: “The Adichiean rebuke of the Western single story must be accompanied and balanced out by a complementary denunciation of its antipode: the condescending romanticization of African tragedies and the corresponding infantilization of Africans as uniquely resilient and unconditionally happy Others”. Ja!
Læs mere hos Africa Is a Country
HOLD ØJE MED
Zambia 🇿🇲 I skyggerne af en monumental gældskrise går Zambia snart til valg. Præsident Edgar Lungu udfordres af den mangeårige oppositionsleder Hakainde Hichilema, og efter en lang, beskidt valgkamp er der grund til at bekymre sig om det zambiske demokrati.
Læs mere hos Mail & Guardian
Tunesien 🇹🇳 Et årti efter Det Arabiske Forår skælver Tunesien igen. Galoperende corona-smitte og en økonomi i laser har sendt folk på gaden, og præsident Kais Saeid har reageret ved at afskedige premiereminister Hichem Mechichi og suspenderet parlamentet.
Læs mere hos Nawaat
São Tomé og Príncipe 🇸🇹 Den lille østat ud for Afrikas centrale vestkyst skal have ny præsident – enten Carlos Vila Nova, tidligere minister for infrastruktur, eller Guilherme Posser da Costa, der fra 1999 til 2001 var premiereminister. Det står klar efter første valgrunde. Den endelige afgørelse falder 8. august.
Læs mere hos BBC Africa
Tak for at læse med – og tjek så også lige den her video. 70 kilometer i timen med 200 kilo bananer på slæb. Burundi, mand, sikke et sted!
Afrika-brevet udkommer ikke fast, men når jeg har tid. Forhåbentlig går der ikke to måneder igen.
Har du en kommentar eller en god idé, er du meget velkommen til at skrive på mail@oscarrothstein.dk.