Afrika-brevet #3
Velkommen til tredje udgave af Afrika-brevet, en samling små analyser, omtaler og anbefalinger.
Der er gået over en måned siden sidste brev, og der er – mildest talt – sket en del i mellemtiden, så det bliver en af de længere udgave.
Jeg håber, det er ligeså interessant at læse, som det har været at skrive.
/Oscar Rothstein, idéhistoriker og journalist
VIGTIGST
Topmøde. Den 18. maj fløj flere af kontinentets statsledere til Paris, hvor der var indkaldt til økonomisk Afrika-topmøde. Dagsordenen var domineret af tidens store emner: gældslettelse, corona, vacciner, vaccinepatenter og ulighed.
Chefen for Den Afrikanske Udviklingsbank, nigerianske Akinwumi Adesina, advarede om, at op mod 39 millioner afrikanere kan ryge ud i fattigdom i løbet af 2021. Direktør i Den Internationale Valutafond (IMF), Kristalina Georgieva, mindede om det akutte behov for økonomisk genopretning. Senegals præsident Macky Sall kaldte til kamp mod Vestens vaccinenationalisme. Og Frankrigs præsident Emmanuel Macron fortalte om sine planer for “A New Deal for Africa”.
Der var også enkeltlande, der benyttede lejligheden til at forhandle vigtige aftaler i hus. Sudan blev enige med IMF om betingelserne for fremtidige aftaler, og nu forventes landet snart at få udskudt en række gældsbetalinger, mens Mozambiques præsident Filipe Nyusi var på besøg i Elysée-palæet for at diskutere en eventuel fransk militærintervention i Cabo Delgado. IS-inspirerede terrorister vinder fortsat frem i regionen, hvor den franske energigigant Total arbejder på et enormt gasprojekt.
Topmødet fremstår umiddelbart ukontroversielt. Hvem i alverden skulle have noget imod, at relevante magthavere bliver kaldt sammen for at diskutere Afrikas økonomiske udfordringer? Men topmødet er kontroversielt.
Kritikere ser det som et eksempel på, hvordan Afrika stadig ligger under for sine tidligere kolonisatorer. De peger blandt andet på geografien; Hvordan kan det være, at et topmøde om Afrikas økonomi bliver holdt i Europa? Måske det virker som en detalje, men det er det ikke. Tværtimod, når man tager kontinenternes indbyrdes historie i betragtning.
Læs mere hos The Africa Report
Mali 🇲🇱 Here we go again. I august sidste år blev Malis præsident gennem syv år, Ibrahim Boubacar Keita, væltet i et militærkup. Siden har den tidligere militærpilot Bah N’Daw været i spidsen for en overgangsregering, men nu er både han og midlertidig premiereminister Moctar Ouane også blevet tvunget til at træde tilbage. Den 26. maj blev de anholdt i hovedstaden Bamako og fragtet til en militærbase lidt uden for byen. Igen hedder bagmanden Assimi Goïta. Den erfarne oberst har taget ansvaret, ligesom han gjorde det i august.
Kuppet kommer efter en kontroversiel rokade i overgangsregeringen, hvor to prominente eks-ministre blev sat uden for indflydelse. Det vakte vrede i militæret, og så skred Goïta til et nyt kup. Han insisterer på, at forfatningen vil blive overholdt, og at der vil blive afholdt et demokratisk valg inden for atten måneder. Men Goïtas juridiske rådgiver, Youssouf Coulibaly, har sagt, at obersten bliver ved magten, hvis folket ønsker det. Hvad det så end måtte betyde.
Reaktionerne fra det internationale samfund følger kuppets koreografi. Den vestafrikanske samleorganisation ECOWAS har kaldt Goïta til krisemøde i Accra, mens Frankrigs præsident Emmanuel Macron truer med at trække sine tropper ud af Mali, hvor de siden 2014 har bekæmpet islamistisk terror.
Herhjemme har udenrigsminister Jeppe Kofoed tweetet en af de sædvanlige skrivebordsfordømmelser. Timingen ville dog, at regeringen samtidig kunne meddele, at en ny dansk militærudsending er på vej til Sahel-regionen. Fra januar 2022 slutter ca. 105 mand sig til Frankrigs Operation Berkhane.
Læs mere hos BBC Africa
VIGTIGT
Kenya 🇰🇪 Pludselig var fjendskab venskab. I vinteren 2018 gik Kenyas oppositionsleder Raila Odinga sammen sin mangeårige rival, præsident Uhuru Kenyatta, om et storstilet reformprogram. Building Bridges Initiative (BBI), kaldte de det.
Det lyder tilforladeligt, men kritikere har beskyldt det for udelukkende at ville tilgodese Kenyas politiske og økonomiske elite. Og nu står det klart, at reformprogrammet ikke bliver til noget. Den 14. maj blev BBI erklæret forfatningsstridigt af Højesteretten i Nairobi. En stor sejr for Kenyas demokrati - og et vidnesbyrd om, at de afrikanske domstole ikke altid er på politikernes side.
Læs mere hos The Elephant
Nigeria 🇳🇬 Abubakar Shekau, leder af Boko Haram, den islamistiske terrorgruppe i det nordlige Nigeria, er død. Ifølge nigerianske efterretninger omkom han i kamp med krigere fra ISWAP, Islamisk Stats vestafrikanske afdeling, der brød ud fra netop Boko Haram i 2016.
Shekau var berygtet for sin brutalitet. Han var kendt for at bruge både børn og kvinder som selvmordsbombere, ligesom han i 2014 var arkitekten bag bortførelsen af 276 skolepiger fra byen Chibok. Det er ikke første gang, at Shekau meldes død, men denne gang skulle den være god nok.
Læs mere hos Premium Times
Zambia 🇿🇲 Chef for den zambiske centralbank, Christopher Mvunga, er optimistisk. Efter mange og lange forhandlinger ser Zambia omsider ud til at nå til enighed med Den Internationale Valutafond (IMF) om et nyt låneprogram. Håbet er, at Zambia snart vil kunne begynde at afvikle på sin gigantiske udlandsgæld.
Økonomien i landet er en af Afrikas allerdårligste – og var det også før pandemien. Ifølge Bank of Zambia vil inflationen stige til hele 21.9 procent i indeværende år. Præsident Edgar Lungu håber på at kunne færdiggøre aftalen med IMF inden, zambierne skal til valg i august.
Læs mere hos Bloomberg
DR Congo 🇨🇩 Som om DR Congo ikke har travlt nok med politisk splittelse, islamistisk terror, ekstrem fattigdom og ebola: Den 22. maj gik Nyiragongo-vulkanen i udbrud og lod lava sive ind mod millionbyen Goma. Ifølge en talsmand for den congolesiske regering har 32 mennesker mistet livet, mens det forlyder, at små 10.000 er flygtet ind over grænsen til nabolandet Rwanda.
Det er ikke første gang, at Nyiragongo-vulkanen går i udbrud. Det skete også i 2002, hvor helt op til 250 mennesker døde.
Læs mere hos CNN
Namibia 🇳🇦 Fra 1904 til 1908 dræbte Tyskland 75.000 stammefolk i Namibia - 65.000 fra Hereo-folket og 10.000 fra Nama-folket. Nu anerkender Berlin, at der var tale om et folkedrab.
Tyskland forpligter sig samtidig på at sende mere end en milliard euro til det sydvestafrikanske land over de næste tredive år. Angiveligt skal pengene gå til at styrke Namibias sundhedssystemer og infrastruktur. Aftalen afslutter seks års forsoningsforhandlinger, men ikke alle er tilfredse
Læs mere hos New Era
ANBEFALINGER
Somaliland For 30 år siden løsrev Somaliland sig fra naboen Somalia. Staten er stadig ikke internationalt anerkendt, men trods fraværet af Afrikas sædvanlige donorer klarer især hovedstaden Hargesia sig forbavsende godt. Måske er det ikke tilfældigt.
Læs mere hos Der Spiegel
Nigeria 🇳🇬 Nigeria er blevet kaldt en “fejlslagen stat” af USA’s mangeårige ambassadør i landet, John Campbell. I dette essay går to forskere i rette med ham og advarer mod, at man undervurderer modstandsdygtigheden i Afrikas største økonomi.
Læs mere hos Foreign Affairs
Ghana 🇬🇭 I 2015 fik Mærsks havneforretning, APM Terminals, til opgave at drive og udbygge Ghanas største havn i Tema. Nu slår en ny rapport fra transportministeriet i Accra fast, at det skete under “meget mistænkelige forhold”.
Læs mere hos Finans
Mozambique 🇲🇿 Jeg har skrevet om krigen i det nordlige Mozambique for Dagbladet Information. Jeg har blandt andet talt med Adriano Nuvunga, der er professor i politolog på Universidade Eduardo Mondlane i Maputo og en af landets vigtigste politiske stemmer.
Læs mere hos Information - og hold i øvrigt øje med mere Mozambique-stof fra mig i den kommende tid.
HOLD ØJE MED
Etiopien 🇪🇹 Først 29. august sidste år, så 5. juni og nu 21. juni. Det etiopiske valg er blevet skubbet og skubbet, men ser omsider ud til at blive afholdt. Imens fortsætter rædslerne i Tigray.
Læs mere hos Al Jazeera
Sydafrika 🇿🇦 Onsdag begyndte retssagen mod Sydafrikas tidligere præsident, Jacob Zuma. Han er anklaget for korruption, pengeafpresning og hvidvask i forbindelse med en våbenhandel, mens han var vicepræsident i 1999.
Læs mere hos Sunday Times ZA
Madagaskar 🇲🇬 Langvarig tørke har skubbet næsten en million mennesker i det sydlige Madagaskar ud på randen af hungersnød. Ifølge FN’s Fødevareprogram skal det internationale samfund rejse 74 millioner dollars over de næste seks måneder, hvis katastrofen skal begrænses.
Læs mere hos Amnesty International
Migration Cotonou-aftalen – den store rammeaftale mellem EU og 79 udviklingslande – er til genforhandling. Fornyelsen skulle have været på plads allerede sidste år, men uenighed mellem parterne har skubbet deadline til november i år, og nu truer Ungarn helt med at blokere for det fortsatte samarbejde. Det handler om migration.
Læs mere hos Globalnyt
Somalia 🇸🇴 Som beskrevet i mit seneste Afrika-brev har uenighed om valgsystemet udskudt det somaliske præsidentvalg, der ellers skulle have været afholdt 8. februar. Nu er der dog skred i forhandlingerne mellem præsident Mohamed Abdullahi Mohamed og oppositionen.
Læs mere hos Africannews
Tjek også lige det her Afrika-kort. Sådan ville kontinentet se ud, hvis grænserne var trukket efter sprog og etnicitet. Vildt!
Spred gerne ordet til andre Afrika-interesserede. Har du en kommentar eller en god idé, er du meget velkommen til at skrive på mail@oscarrothstein.dk
Tak for at læse med