Afrika-brevet #20 - Kup i Niger
Velkommen til tyvende udgave af Afrika-brevet.
I øjeblikket er brevet ikke, som normalt, en næsten-komplet overflyvning over tidens aktuelle dagsordener i Afrika, men en mere fokuseret analyse sendt ud, når der større begivenheder, der trænger til at blive gennemtygget. Og det er der så sandelig i disse dage.
Den 26. juli blev Nigers præsident Mohamed Bazoum udsat for et militærkup. Her over en uge senere stiger dramatikken fortsat time for time. Er der en vej tilbage for Bazoum, eller står vi på randen af intet mindre end en vestafrikansk storkrig?
Hermed mine fem cent om begivenhederne i Niamey og det videre Vestafrika.
Niger 🇳🇪
Kuppet mod Mohamed Bazoum var på én og samme gang dybt forventeligt og ganske overraskende.
I løbet af de seneste par år har Niger udviklet sig til undtagelsen i Sahel; et stabilt demokrati omringet af illegitime, mere eller mindre russervenlige militærregimer. Franskmændene har flyttet soldater, presset ud af Mali og Burkina Faso, til Niger. EU har lanceret en træningsmission i landet. Anthony Blinken har som den første amerikanske udenrigsminister nogensinde været på besøg. Og så sent som i slutningen af maj var vores egen minister for global klimapolitik og udviklingssamarbejde, Dan Jørgensen, og Kronprins Frederik i hovedstaden Niamey for at lancere et nyt landeprogram på knap én milliard kroner.
Omvendt har man været lige lovlig naiv, hvis man har stolet på, at “stabiliteten” i Niger var en permanent tilstand. I 2021 vandt landet stor anerkendelse for den fredelige magtoverdragelse fra Mahamadou Issoufou til Mohamed Bazoum. Issoufou blev endda tildelt Mo Ibrahim-prisen, der gives til tidligere afrikanske politikere, der har gjort en særlig indsats for god regeringsførelse på kontinentet. Men Niger har næppe nogensinde været det demokratiske foregangsland, det ofte er blevet udråbt som.
Mohamed Bazoums demokratiske mandat og hans bekendelser til Vesten ændrer i hvert fald ikke på, at Niger på lange stræk er en dysfunktionel, repressiv stat, der kun i ringe grad kan betjene sin befolkning med mad og jobs og beskytte den mod terrorister og klimaforandringer. Det er også velkendt, at præsidenten allerede har været forsøgt kuppet to gange. Første gang bare få dage inden han blev taget i ed, og anden gang i marts i år, mens Bazoum var på statsbesøg i Tyrkiet. Siden selvstændigheden i 1960 er der nu blevet gennemført fem militærkup i Niger.
Præsidenten var knap tilbageholdt på sit kontor den 26. juli, før der på sociale medier blev spekuleret i, om russerne mon stod bag. Det gjorde de ikke. Man skal heller ikke lade sig snyde af, at der blev viftet med russiske flag under flere af de demonstrationer, der samlede sig i Niamey i dagene efter kuppet. I stedet er det indenrigspolitiske forhold, der driver begivenhederne. De nærmere alliancer og motivationer på tværs af nigersk politik og militær kan være svære at genneskue på 7.000 kilometers afstand, men et angstrent forhold mellem Bazoum og chefen for præsidentgarden, General Omar Tchiani, kan have været kuppets udløsende faktor. Angiveligt ville Bazoum udskifte Tchiani, der blev ansat under Mahamadou Issoufou.
Tchiani selv, der i en TV-tale den 28. juli præsenterede sig som leder af militærjuntaen CNSP, har forklaret kuppet med Bazoum-regeringens manglende evne til at bekæmpe terrorismen. Men det klinger noget hult. I første halvår af 2023 er sikkerheden i Niger blevet forbedret, og erfaringerne fra Mali og Burkina Faso siger, at det ikke nytter noget, at militæret sætter sig for bordenden. Tværtimod, egentlig.
I virkeligheden er det mest interessante ved kuppet i Niger reaktionerne fra det øvrige Vestafrika. ECOWAS, en sammenslutning af 15 lande i regionen, var hurtig i offensiven: Sanktioner, der allerede lammer den nigerske økonomi, og en trussel om brug af militære midler, hvis Bazoum ikke er genindsat inden søndag den 6. august.
Indtil videre er ECOWAS’ melding blevet læst som et bluff, et forsøg på at presse CNSP til indrømmelser. Hvem skulle dog have interesse i en regulær krig? Nu, med to dage til ECOWAS’ deadline udløber, virker det ikke længere fuldstændig usandsynligt, at vi står på randen af en form for vestafrikansk storkrig. Sent torsdag rejste en mæglingsdelegation fra ECOWAS hjem fra Niamey uden at være nået til enighed med juntaen. Angiveligt formåede delegationen ikke engang at mødes med hverken Omar Tchiani eller fortsat tilbageholdte Bazoum.
Der er både konkrete sikkerhedsbekymringer og personlig branding på spil. Det er ikke kun Vesten, der har anset Niger for at være et centralt værn mod yderligere nød og destruktion i Vestafrika. Det har lande som Nigeria, Ghana, Senegal og Elfenbenskysten også. De har ikke råd til at Niger lider samme skæbne som Mali og Burkina Faso. “Det her er et kup for meget”, sagde den senegalesiske udenrigsminister, Aissata Tall Sall, forleden.
Derudover virker Nigerias nyvalgte præsident og ECOWAS-formand, Bola Tinubu, til at have kastet sin egen troværdighed ind i puljen. Han var arkitekten bag den delegation, der var i Niamey torsdag, og lader også til at være den af de regionale statsledere, der er varmest på et militært indgreb i Niger. Fredag eftermiddag skrev Lagos-avisen Punch, at Tinubu allerede har søgt godkendelse i det nigerianske senat om en invasion. Det handler helt sikkert om, at Nigeria og Niger deler over 1.600 kilometers grænse. Men måske også om, at Tinubu efter et speget præsidentvalg i februar er begyndt sin regeringstid med meget lidt i banken hos Nigerias vigtigste allierede, EU og USA. Hvis han kan bidrage til en mindelig løsning i Niger, vil han formentlig have vundet tillid i både Washington og Bruxelles.
Indtil videre har Benin, Senegal og Elfenbenskysten sagt, at de vil støtte en ECOWAS-mission i Niger med det påkrævede antal soldater. Imens koordinerer CNSP med deres militærkolleger i Mali og Burkina Faso. Onsdag var en af kupmagerne, tidligere forsvarschef Salifou Modi, på besøg i begge lande. Efterfølgende har både Mali og Burkina Faso meddelt, at de er klar til at kæmpe på Nigers side, hvis ECOWAS gør alvor af truslen om militær magt. I Mali skulle Salifou Modi ifølge France24 også have diskuteret mulig udstationering af Wagner-soldater i Niamey. Ironisk nok med tanke på at Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov har opfordret til en genoprettelsen af den “konstitutionelle orden” i Niger.
I teorien er der en vis ræson i både en ECOWAS-invasion og Mali og Burkina Fasos støtte til CNSP, men i praksis er det meget svært at se, hvordan noget af det skulle hænge sammen. ECOWAS har ingen nyere erfaring med den type af operation, det formentlig vil kræve. Hverken den politiske situation eller sikkerhedsbilledet i Niger kan sammenlignes med Gambia, hvor ECOWAS-soldater i 2017 intervenerede for at få Yahya Jammeh til at acceptere sit valgnederlag til Adama Barrow.
Derudover har de enkelte medlemslande i forvejen rigeligt at se til derhjemme. Nigerias ellers talstærke militær kan ikke få bugt med Boko Haram. Kyststaterne – Ghana, Elfenbenskysten, Benin, Togo – oplever stigende jihadistisk aktivitet. Senegal står midt i mange års største politiske krise, der også stiller store krav til sikkerhedsapparatet. Sierra Leone balancerer selv på randen af et kup, og Liberia forbereder sig på et snartligt præsidentvalg. At Mali og Burkina Faso, der er ved at blive løbet over ende af terrorister, skulle have ressourcer og evner til at hjælpe Niger, er mildest talt også svært at se for sig.
Virkeligheden er nok, som den kenyanske politolog Ken Opalo skriver, at der lige nu simpelthen ikke findes nogle gode løsninger. I hvert fald ikke nogle, der også er realistiske.
Foreløbigt har Danmark, ligesom EU, suspenderet økonomisk støtte til Niger. Vi stiller os bag ECOWAS og kræver Mohamed Bazoum genindsat. Men Vesten er fanget i et djævelsk dilemma. Man forråder åbentlyst sine egne demokratiske værdier, hvis man på nogen måde anerkender CNSP som en legitim magt. Omvendt, hvis man vender Niamey ryggen, risikerer man at lade et modbydeligt sammenrend af Wagner-soldater og islamistiske terrorister få mere eller mindre fri leg i Afrikas måske vigtigste geostrategiske region.
Tak for at læse med
Oscar Rothstein, journalist & idéhistoriker
20722035, mail@oscarrothstein.dk/or@danwatch.dk