Afrika-brevet #15
Velkommen til femtende udgave af Afrika-brevet, en samling små analyser, omtaler og anbefalinger.
Jeg håber, I har haft en god sommer. Jeg har brugt det meste af min på at udgive en artikelserie om Mærsks stærkt kritisable arbejdsforhold i Liberia. Lidt mere om det i dagens brev.
Tak for at læse med, og husk at dele med andre Afrika-interesserede.
ANALYSE
Kenya 🇰🇪 Østafrikas største økonomi har fået ny præsident: 55-årige William Ruto, vicepræsident under afgående Uhuru Kenyatta og kyllingefarmer med fortid som kræmmer langs vejen mellem Eldoret og Nairobi. Kenyanerne måtte være tålmodige. Først syv dage efter valgdagen var valgkommissionen IEBC klar med resultatet. Eller det vil faktisk sige: under en time inden IEBC’s formand, Wafula Chebukati, annoncerede, at William Ruto med sine 50,49% af stemmerne havde slået sin modstander, Raila Odinga, indkaldte fire af kommissionens medlemmer til et interimistisk pressemøde og erklærede, at de ikke kunne stille sig bag det resultat, Chebukati skulle til at meddele nationen. Den lille udbrydergruppe med viceformand Juliana Cherera i spidsen kaldte valghandlingen “uigennemsigtig”.
I et øjeblik gøs både kenyanerne og internationale iagttagere. Alle husker blodsudgydelserne, der fulgte præsidentvalget i 2007. Ville noget lignende gentage sig, nu når IEBC tilsyneladende ikke var enige om stemmeoptællingen? Havde Cherera antændt en gnist blandt Odingas tilhængere? Heldigvis ikke, i hvert fald ikke foreløbigt. Odinga selv har sagt, at han ikke anerkender Rutos sejr og vil gå rettens vej. Som i 2017 styrer det kenyanske præsidentvalg mod en afgørelse i Højesteret, men i første omgang har kenyanerne skånet sig selv for voldelige optøjer.
På den baggrund har flere kommentatorer lykønsket Kenya med et vellykket valg. På sin vis er det også på sin plads. Med to så jævnbyrdige kandidater som Ruto og Odinga var det på ingen måde udelukket, at tingene kunne udvikle sig til noget rigtig grimt. Men samtidig er der noget ret patroniserende ved at ønske Kenya tillykke med det absolutte minimum. Nej, Odinga-støtter har ikke grebet til våben, ja, hverdagslivet fortsætter, men det er tilladt for os alle – og ikke mindst kenyanerne selv — at bedømme det kenyanske demokrati efter en højere standard end fraværet af landsdækkende vold.
At fire medlemmer af valgkommissionen gik ud og modsagde det resultat, deres formand var på vej til at annoncere, at valgets taber truer med at kaste landet ud i en ny, konstitutionel krise, at valgets vinder er tiltalt for krigsforbrydelser ved ICC i Haag i forbindelse med volden efter 2007-valget, og at en IEBC-ansat er blevet fundet dræbt vidner om, at Kenyas demokrati i den grad stadig er skrøbeligt. Og bare fordi vi er i Afrika, er der ingen, der bør stille sig tilfredse med et skrøbeligt demokrati. Det internationale samfund bør forlange mere, kenyanerne bør forlange mere. Og det gør de også. Som Nanjala Nyabola, forfatter, aktivist, journalist og en af Kenyas skarpeste tænkere, skriver i sin analyse af valget:
“Are we supposed to be happy just because we can return to the banalities of capitalism the next day?”
Læs mere hos The Nation
ORIENTERING
Angola 🇦🇴 I morgen går angolanerne til valg. Regeringspartiet siden selvstændigheden, MPLA, satser på genvalg af João Lourenço, mens det næststørste parti, UNITA, stiller op med Adalberto Costa Júnior. Hvis det går som det plejer, snyder MPLA sig til sejren.
Læs mere hos ISS Africa
Sierra Leone 🇸🇱 Både civile og politifolk har mistet livet under voldsomme protester i hovedstaden Freetown. Regeringen kalder demonstranterne for “terrorister”, mens oppositionen kritiserer Julius Maada Bio for at have ladet inflationen og fødevarerpriserne løbe løbsk.
Læs mere hos The Africa Report
DR Congo 🇨🇩 I 1999 rullede FN-vogne ind i DR Congo for at sikre fred i den østlige del af landet. 23 år senere er FN-tropper stadig i landet og volden fortsætter. Nu vil mange congolesere af med MONUSCO-styrken.
Læs mere hos The New Humanitarian
Guinea 🇬🇳 Militærjuntaen med Mamady Doumbouya i spidsen har per dekret opløst landes største oppositionskoalition, FNDC. Det sker bare året efter, at demonstrationer arrangeret af FNDC gjorde det muligt for netop Doumbouya at kuppe præsident Alpha Condé.
Læs mere hos France24
Tchad 🇹🇩 Den militære overgangsregering og mere end fyrre oppositionsgrupper har underskrevet en fredsaftale i Doha, Qatar. Parterne indleder nu en “national forsoningsdialog”med henblik på et snarligt præsidentvalg.
Læs mere hos Al Jazeera
Elfenbenskysten 🇨🇮 Præsident Alassane Ouattara har benådet sin forgænger, Laurent Gbagbo, der sidste år vende hjem til Elfenbenskysten efter tre år i eksil. Gbagbo blev i 2018 idømt tyve års fængsel for at have stjålet midler fra den vestafrikanske centralbank under de optøjer, der fulgte efter hans valgnederlag til netop Ouattara.
Læs mere hos France24
Senegal 🇸🇳 Regeringen i Dakar og oprører i den sydsenegalesiske provins Casamance har underskrevet en fredsaftale forhandlet på plads med hjælp fra Guinea-Bissau. Oprørsgruppen MFDC har forsøgt at løsrive sig fra Senegal siden 1982.
Læs mere hos Africanews
Mali 🇲🇱 En æra er forbi. Efter ni år har den sidste franske soldat forladt Mali. Da Emmanuel Macron i begyndelsen af året annoncerede tilbagetrækningen, havde Frankrig næsten 2500 soldater i Mali.
Læs mere hos France24
Uganda 🇺🇬 De to toneangivende oppositionsfigurer Bobi Wine og Kizza Besigye har slået pjalterne sammen og vil fremover samarbejde om at få væltet præsident siden 1986, Yoweri Museveni.
Læs mere hos The East African
ANBEFALINGER
Liberia 🇱🇷 I maj rejste jeg til Monrovia for at undersøge arbejdsforholdene for Mærsks ansatte i Liberia sammen med Ekstra Bladet. Det vi fandt var ikke særlig kønt.
Læs mere hos Danwatch
Lesotho 🇱🇸 Skiferie i Afrika? Ja, i Lesotho, det lille kongedømme indesluttet af Sydafrika, kan man godt.
Læs mere hos AP
Afrika rundt 🌍 Den britiske udenrigspolitiske tænketank Chatham House har dedikeret det seneste nummer af deres magasin, The World Today, til Afrika.
Læs mere hos Chatham House
Nigeria 🇳🇬 I det nordvestlige Nigeria er plyndringer og kidnapninger en konstant trussel. Men hvem er de unge mænd, der spreder skræk og rædsel, og hvad vil de opnå?
Se mere hos BBC Africa
HOLD ØJE MED
Senegal 🇸🇳 Regeringskoalitionen Benno Bokk Yakaar har mistet sit flertal i parlamentet. Det har givet nyt liv til oppositionen mod Macky Sall, der nu får sværere ved at overbevise senegaleserne om, at han skal stille op til en tredje, forfatningsstridig embedsperiode.
Læs mere hos Reuters
Gas 🌍 Mens vestlige donorer og politikere tvinger Afrika væk fra fossile brændsler, har Europa ingen kvaler med selv at importere gas fra kontinentets store energieksportører. “Drakonisk”, skriver eks-minister i Liberia.
Læs mere hos Foreign Policy
Etiopien 🇪🇹 De seneste måneders forsigtige optimisme svinder ind. Der er stadig ikke skub i fredsforhandlinger mellem regeringen i Addis Ababa og Tigrayfolkets Befrielsesfront, og imens mangler næsten halvdelen af Tigray-regionens 5.5 millioner indbyggere mad, vurderer FN’s fødevarerprogram.
Læs mere hos The East African
Ghana 🇬🇭 Centralbanken i Accra har hævet sin benchmark-rente med den højeste margin siden 2002, så den nu ligger på 22%. Den ghanesiske økonomi er en af de mest udfordrede i Afrika med rekordhøj inflation og en stadig faldende værdi af cedien, den ghanesiske valuta.
Læs mere hos Bloomberg
Tak for at læse med
Oscar Rothstein, journalist & idéhistoriker
20722035, mail@oscarrothstein.dk/or@danwatch.dk