Afrika-brevet #13
Velkommen til trettende udgave af Afrika-brevet, en samling små analyser, omtaler og anbefalinger.
Jeg skriver dette, mens jeg er ved at gøre mig klar til at rejse til Monrovia, Liberia. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om. Hvis nogen kender byen, så send gerne et tip eller to, jeg har aldrig været på de kanter. Jeg får travlt med interviews og research, men måske en af jer ved, hvor man får byens bedste jollof.
Tak for at læse med – og husk at dele brevet med andre Afrika-interesserede.
VIGTIGST
Togo 🇹🇬 Tidligere på måneden dræbte væbnede oprører otte soldater ved en militærpost i Kpékpakandi tæt på Togos grænse til Burkina Faso. Yderligere 13 soldater blev såret. Ingen har endnu taget ansvaret for angrebet – regeringen i Lomé nøjes bare med at kalde gerningsmændene for “terrorister” – men det har fået iagttagere af vestafrikansk sikkerhedspolitik til at slå alarm.
De fleste regner med, at de togolesiske soldater blev dræbt af en al-Qaeda-affilieret gruppe, og stemmer det, vil angrebet i Kpendjal være et vidnesbyrd om, at den militante islamisme fra Sahel-landene, især Mali og Burkina Faso, for alvor er ved at forplante sig til det øvrige Vestafrika. Elfenbenskysten og Benin oplever stigende terroraktivitet med links til nabolandene. Og nu altså også Togo, der ellers har været så godt som forskånet tidligere.
Med først Danmarks, så Frankrigs og senest EUs militære tilbagetrækning fra Mali, svinder vores opmærksomhed på Vestafrika, men angrebene fortsætter ikke bare, de spreder sig. Togos præsident Faure Gnassingbé har selv indrømmet, at Togo nu er blevet et mål for terrorister. Spørgsmålet er, om han kan inddæmme truslen. I 2018 indledte togoleserne Operation Kondjouaré, et stykke forebyggelsesarbejde, der skulle monitorere mistænkelige aktiviteter i den nordlige del af landet. Det kunne ikke forhindre angrebet i Kpékpakandi, og nu frygter alle det værste – for Togo og for regionen.
Læs mere hos Al Jazeera
Somalia 🇸🇴 Søndag gik Somalia til præsidentvalg. Eller det vil sige: på grund af sikkerhedshensyn var den normale valghandling sløjfet, og i stedet var beslutningen om hvem, der skal lede landet de næste fem år, lagt i hænderne på parlamentets 328 medlemmer. Sådan et arrangement er jo svært at hylde som en demokratisk bedrift, men alligevel vil det ikke være helt forkert at gøre.
Valget har været udskudt i femten måneder på grund af både terrorfrygt og politiske stridigheder om valgets spilleregler, men nu blev det omsider afholdt, og det foregik uden større dramatik. Der var meldinger om enkelte eksplosioner i Mogadishu på valgdagen, men ifølge somalisk politi kom ingen til skade. I stedet går snakken på, at Hassan Sheikh Mohamud, Somalias præsident fra 2012 til 2017, er tilbage ved magten. I tredje og sidste valgrunde fik han 214 stemmer, mens den siddende præsident Mohamed Abudallahi Farmajos måtte nøjes med 110 stemmer.
Resultatet er blevet velmodtaget af det internationale samfund. Farmajos erkendte straks sit nederlag og overdrog magten tilbage til sin forgænger. Den slags er ikke selvfølge i et land som Somalia. Ingen bilder sig dog ind, at valget af Hassan Sheikh Mohamud ændrer landets skæbne over natten. Hans første regering huskes som en af de mest korrupte i Somalias historie, og problemerne, han nu har øverste ansvar for at løse, er så monumentale, at det er til at blive helt modløs af. Millionvis sulter efter årtiers værste tørkeperiode, al-Shabaab dominerer stadig store dele af landet, rå- og fødevarer er på himmelflugt, og selvom søndagens valg forløb efter planen er Somalias politiske system fortsat så vakkelvornt, at han skal gøre sig umage for bare at sidde perioden ud.
Læs mere hos The East African – og hos New York Times om Joe Bidens genindsættelse af amerikanske styrker i Somalia.
VIGTIGT
Guinea 🇬🇳 Mamady Doumbouya, chef for landets militærregering, lover at afholde præsidentvalg om senest 3 år og tre måneder. Doumbouya stod bag kuppet mod Alpha Condé i september sidste år.
Læs mere hos BBC Africa
Den Centralafrikanske Republik 🇨🇫 Regeringen i Bangui har godkendt bitcoins som lovligt betalingsmiddel. Der er bare lige ét problem: bitcoins kræver adgang til internettet, og det har kun fire procent af befolkningen i Den Centralafrikanske Republik.
Læs mere hos France24
Etiopien 🇪🇹 Efter halvandet års krig er sundhedssystemet i Tigray brudt fuldstændig sammen. På regionens største hospital i Mekelle har de ikke mere mad.
Læs mere hos The New Humanitarian
Angola 🇦🇴 Angolansk gas er på vej til Italien, der lige nu får næste halvdelen af deres gas fra Rusland. Italienerne er også i forhandlinger om gasleverancer fra Congo-Brazzaville.
Læs mere hos Africanews
Nigeria 🇳🇬 I slutningen af april døde mere end 100 mennesker, da et illegalt olieraffinaderi i det sydlige Nigeria eksploderede. Ulykken har skabt fornyet fokus på landets sorte oliemarked.
Læs mere hos The Cable
Guinea Bissau 🇬🇼 Præsident Umaro Sissoco Embalo har suspenderet landets parlament, som han anklager for at være korrupt. Befolkningen i Guinea-Bissau får mulighed for at vælge nye parlamentsmedlemmer til december.
Læs mere hos Reuters
DR Congo 🇨🇩 Naboerne til DR Congo – Kenya, Uganda, Burundi og Rwanda – vil hjælpe regeringen i Kinshasa med at få styr på sikkerhedssituationen i den østlige del af landet. Kenya har tilbudt at lægge jord til fredsforhandlinger, mens parterne også forhandler om at indsættelsen af en ny, regional fællesstyrke.
Læs mere hos The East African
Sudan 🇸🇩 Minimum 200 mistede livet, da Janjaweed-militsen stormede byen Kreinik i det vestlige Darfur i slutningen af april. Angrebet understreger den stadig værre sikkerhedssituation i Sudan.
Læs mere hos The Guardian
Mali 🇲🇱 Militærjuntaen i Bamako har valgt at trække sig ud af G5 Sahel-styrken, der, udover Mali, består af Mauretanien, Burkina Faso, Niger og Tchad, og som siden 2017 har bistået den internationale kamp mod islamistisk terror i Sahel.
Læs mere hos France 24
Sydafrika 🇿🇦 Da 435 mennesker i april mistede livet i historiske oversvømmelser i Durban-området, var det end direkte konsekvens af klimaforandringerne. Det konkluderer analyseinstituttet World Weather Attribution.
Læs mere hos Bloomberg Africa
ANBEFALINGER
Rusland-Afrika 🌍 Det er oplagt at fordømme de afrikanske nationer, der stadig forholder sig neutrale til Rusland invasion af Ukraine. Men er det også det rigtige?
Læs hos The Africa Report
Tchad 🇹🇩 Det er efterhånden et år siden, at Tchads præsident Idriss Déby døde på slagmarken og hans søn, Mahamat Déby, blev sat i spidsen for en militær overgangsregering. Alligevel er der stadig ikke udsigt til et demokratisk nyvalg.
Læs hos The Conversation Africa
Liberia 🇱🇷 Knud Brix, chefredaktør på Ekstra Bladet og afrikanist, har skrevet en roman fra Monrovias okkerrøde pløre. Jeg fik lov til at læse den inden udgivelse, og jeg strøg lige igennem.
Se mere hos Politikens Forlag
Krig 🌍 Hvis vi skal forstå Afrikas moderne krige, må vi forstå, at de handler om andet og mere end retten til at regere. Dybt interessant essay af Congo-forskeren Jason Stearn.
Læs hos Foreign Affairs
Mali 🇲🇱 Danmark trænede specialenhed i Mali. Få måneder efter skød og dræbte samme enhed civile demonstranter. Det kunne min kollega, Florian Elabdi, og jeg for nyligt afsløre.
Læs hos Danwatch
Youthquake 🌍 Jeg mener sådan set, at Afrika-journalistikkens væsentlighed giver sig selv. Vi har en moralsk forpligtelse til at dække kontinentet. Men hvis man nu ikke er overbevist, så læs Adam Toozes seneste essay og forstå hvorfor, Afrika er fuldstændig uomgængeligt.
Læs hos Foreign Policy
HOLD ØJE MED
Mozambique 🇲🇿 Det rykker tilsyneladende tættere på med EU-finansiering af Rwandas militæroperation i det nordlige Mozambique. Ifølge et lækket dokument vil unionen bruge €20m på "non-lethal equipment" til rwanderne.
Læs mere hos EUObserver
Cameroun 🇨🇲 Yaoundé og Moskva fortsætter med at nærme sig hinanden. I april skrev de to forsvarsministre, Joseph Beti Assomo og Sergej Sjojgu, under på en ny forsvarsaftale. Det sker efter, at Vesten de senere år har lagt afstand til Cameroun, hvis hær igen og igen begår overgreb på civile.
Læs mere hos RFI
Kenya 🇰🇪 Ny meningsmåling gør William Ruto favorit til at blive Kenyas næste præsident. Hans største konkurrent ser som forventet ud til at blive tidligere premierminister Raila Odinga. Kenyanerne går til valg til august.
Læs mere hos The Star
Nigeria 🇳🇬 Præsident Muhammdu Buhari har givet sine ministre besked på, at de skal sige op, hvis de har planer om at stille op til næste års præsidentvalg. Fem ministre har allerede meddelt deres kandidatur.
Læs mere hos Africanews
Tak for at læse med
Oscar Rothstein, journalist & idéhistoriker
20722035, mail@oscarrothstein.dk/or@danwatch.dk